Interrail igen, 50 år siden sidst – Anders är på mindernes spor!

Siden, jeg som 17-årig kom hjem fra min første Interrail-rejse i 1972 (se rejsebloggen “Interrail 50 år – Görans og Anders’ togferie – debut året 1972”) har ordet Interrail altid været indhyllet i et romantisk skær for mig. Efteråret 2023 kom endelig den dag, hvor jeg skulle få opleve det hele igen – den totale frihed ved at rejse på skinner tværs gennem Europa. Den her gang, var det ikke kun Göran og mig, men også vores koner, Ylva og Agneta. Vi blev hurtigt enige om at besøge nogle destinationer sammen, men det meste af tiden ville parrene rejse hver for sig.

Forventningerne var forskellige for Ylva og mig. Efter et arbejdsliv med masser af togrejser i Sverige (og mange togproblemer) var Ylva ikke helt entusiastisk. Jeg forstod, at en ny rejse ikke ville have den samme friheds- og eventyrglød som 1972-versionen, men det kildede stadig i maven, når jeg bredte Europas kort ud for planlægning. Mine største bekymringer var, at jeg ikke ville kunne håndtere de digitale nyheder; billetten er på mobilen, hver ny etape skal aktiveres før rejsen, og mange rejser kræver pladsbilletter, der enten skal købes på forhånd eller anskaffes undervejs. Spørgsmålene var mange: Hvad sker der, hvis mobilen går i stykker? Hvad gør jeg, hvis appen ikke virker? Skal pladsbilletterne printes?

Ved at melde mig ind i Facebookgruppen ”Tågsemester” (Togferie) blev jeg betydeligt roligere. Der fik jeg klare svar på mine spørgsmål, og ofte meget hurtigt. Jeg fik også rådet at skaffe pladsbilletter via Europarundts svensktalende support, europarunt.se/kundservice. I gruppen var der endda folk, der sad fast et sted i Europa, som kunne få tips i realtid om, hvordan de skulle komme videre.

En mandag i september forlod vi Lund, og i København skiftede vi til Hamborg-toget. I 70’erne sejlede toget med færge mellem Rødby og Puttgarden, men den linje er nu nedlagt, så togene til Hamborg går via Jylland. For mig har Hamborg Hauptbahnhof stadig sin tiltrækning; herfra kan man komme næsten hvor som helst i Europa. Mine øjne var rettet mod informationsskærmen for at se, hvilket spor Münster-toget ville køre fra. Da afgangstiden nærmede sig, stod der pludselig AUSGEFALLEN på skærmen. Mit tysk fra skoletiden, kom til ære, og jeg oplyste forskrækket de andre om, at toget var aflyst. “Det her begynder jo godt,” nåede jeg at tænke, da vi løb ned ad en trappe til sporet, hvor der stod et andet tog, der (måske) ville passere Münster. Efter lidt spørgsmål på den overfyldte perron fik vi grønt lys til at hoppe på. Dog blev jeg nervøs for, at vi nu var hoppet på et tog, som vi ikke havde aktiveret i vores mobil, hvilket ikke er tilladt.

Vi havde på forhånd købt pladsbilletter til det aflyste tog, men nu kunne vi ikke sidde sammen og måtte bytte pladser et par gange. Ylva fik vand på sin mølle (“tog betyder togproblemer”). Men på trods af stressniveauet i Hamborg kom vi frem til Münster om aftenen, og det var et stort plus, at hotellet lå kun få meter fra stationen. Septemberaftenen var meget varm, så efter middagen gik vi rundt og beundrede Altstadt (den gamle by) med den imponerende katedral og de middelalderlige huse.

Næste morgen var det tid at tage til rejsens første mål, Antwerpen (Münster var kun et passende stop på vejen). Vi fik skiftet tog i Køln, og der nåede vi at spise en hurtig frokost og smage det lokale øl, Kölsch. Ved siden af stationen, ved Rhinen ligger den imponerende Kølner dom, som Göran og mig beundrede allerede i 1972. Nogle intense minutter af en øredøvende orgelkoncert nåede vi at få med, inden det var tid til at hoppe på toget mod Antwerpen (med et kort skift i Bruxelles.)

At rejse med Agneta er altid et eventyr. Det typisk svenske måde (?) at sidde stille på sin plads og stirre ud gennem vinduet eller være på sin telefon, er slet ikke hendes melodi. Glad kommer hun straks i snak med øvrige medpassagerer på en række forskellige sprog. På denne måde fik vi på vej mod Bruxelles at vide alt og lidt mere om en tysk tidligere pilot i Bundeswehr, nu civil pilot. Han var snakkesalig på både tysk og engelsk, og alle i vores selskab blev fanget af den interessante samtale. En af fordelene ved togrejser viste sig igen; havde vi kørt bil eller fløjet, ville denne situation aldrig være opstået.

I Antwerpen havde ingen af os været før, og den første (og måske største) seværdighed så vi straks ved ankomst, Antwerpen-Centraal. Den storslåede jernbanestation fra 1895–1905 har en broget historie og var tidligere en såkaldt “sæk-station”, hvor alle spor endte. Efter en omfattende restaurering og ombygning er den siden 2007 også en gennemgående station med spor på fire etager, hvoraf to under jorden.

I Antwerpen var det primært den gamle del af byen, der var interessant for os. Vi fandt vej til et verdensberømt bogtrykkerimuseum, som er på UNESCOS verdensarvsliste: Plantin–Moretus Museum. Christophe Plantins bogtrykkeri fra 1500-tallet er nu et museum, hvor det ligner tiden har stået stille. Bogtrykkeriet og biblioteket med over 25.000 bind gjorde stort indtryk på mig, som er grafisk designer af profession. Hvilken fantastisk faglig dygtighed der ligger bag hver eneste komma-tegn i alle bøger!

Korrekturlæserne beherskede bl.a. græsk, latin, fransk, tysk og engelsk, og de kunne læse spejlvendte tekster sat med minimale blytyper – utroligt! På væggene hang malerier af Rubens, en gammel ven af Plantin. Da vi kom ud i sollyset igen, blev kursen sat mod Bier Central, som tilbyder mere end 300 forskellige belgiske øltyper. Det fik være nok med en Waterloo.

Allerede i Antwerpen gjorde Agneta et ikke helt backpackervenligt fund i en antikvitetsforretning. Göran var nød til attage en ordentlig belgisk øl med høj alkoholprocent for at komme over chokket.

Paris via Amiens

Efter to nætter i Antwerpen var det tid for selskabet at dele sig. Göran og Agneta havde planer om Strasbourg og Nîmes, mens Ylva og jeg havde Bordeaux og det sydvestlige Frankrig som mål, en region vi aldrig havde besøgt før. I Railplanner-appen havde vi fundet de mest rejsevenlige tog til Paris uden krav om pladsreservation. Det betød, at vi skulle skifte tog i Lille og Amiens, to nye bekendtskaber. Rugby-VM blev afholdt i Frankrig, og overalt vrimlede det med flag og tilhængere iført forskellige landsholdstrøjer. I Amiens blev der vist et fantastisk lyd-og lys spil på katedralens facade. Jeg er ret svær at imponere, når det kommer til den slags forestillinger, men jeg sad bare og åbnede munden. Svært at beskrive, men der er videoer på YouTube! Men IRL er det bedst!

Paris har vi besøgt flere gange før, blandt andet med tog sammen med børnene, så vi tænkte kun at spise frokost og skifte tog der. Vi ankom til Gare du Nord om formiddagen og havde fem timer til at komme til Gare Montparnasse, en gåtur på fem kilometer. Sådan skal man opleve en by, på gåben! 

Da vi havde krydset Seine, blev vi nysgerrige på, hvor langt man var kommet med genopbygningen af Notre Dame efter branden i 2019. Det var kun en stor byggeplads. Hverken de karakteristiske støttemure eller den høje spir var blevet genopbygget endnu.

I Jardin du Luxembourg spiste vi en frokost med en flaske iskold rosé. Parken var et populært frokoststed, og jeg kom i snak med en katolsk præst med madpakke i skødet og elever omkring sig i en ring. Ylva var utilpas, men vinen hjalp mig med at tage udfordringen og føre en samtale på fransk om cølibatet i den katolske kirke op. 

Salat og rosé i Jardin du Luxembourg. I baggrunden Tour Montparnasse ved Gare Montparnasse, vores mål efter fem kilometers gåtur gennem Paris.

Sommeren 1982 rejste Ylva og jeg til Paris for første gang (efter en måneds bekendtskab!). Vi boede på rue Delambre nær Gare Montparnasse. Min romantiske åre tvang mig til at opsøge denne “Memory Lane”, og hotellet var stadig der, selvom både udseende og navn var ændret. Kvinden i receptionen bekræftede, at dette var tidligere Hôtel des Écoles.

Paris, Bordeaux og San Sebastián

På Gare Montparnasse var der billetkontrol til TGV-toget på den propfyldte perron. Pladsbilletter var obligatoriske på dette lyntog (Paris–Bordeaux på 2,5 time). Vi susede gennem et fladt og ret uinteressant landskab med kilometerlange rækker af plantet småskov. Først da vi nærmede os Bordeaux, blev landskabet lidt mere kuperet.

Fra Bordeaux tog vi et regionaltog til Langon ved floden Garonne, hvor vi booket et Airbnb for to nætter. Langon ligger midt i et fint vindistrikt, og kun ti kilometer derfra ligger det berømte Sauternes, som vi havde planer om at besøge. Vi boede i et værelse hos en lille, venlig dame, der hed Annie. Næste dag tog vi ind til Bordeaux for sightseeing i det varme vejr, som sædvanlig til fods. Den gamle by, markedshallen, La Bourse og den botaniske have blev besøgt, og da vi vendte tilbage til Langon, var vi svedige og trætte.

Efter et bad fik jeg uden varsel en voldsom rysten. For meget sol og for lidt vand, tænkte jeg, men rystelserne blev kun værre. Jeg drak rigeligt med vand og bad Annie om salt for at få balancen i kroppen tilbage. Men intet hjalp, og feberen steg.

Normalt plejer pladen foran La Bourse i Bordeaux at være fyldt med vand, så bygningerne spejler sig effektfuldt. Sådan var det ikke under vores besøg.

For at gøre en lang historie kort; jeg var syg i tre dage, men med hjælp af piller kunne vi fortsætte vores rejse, men de mere vildere planer, som at bestige Europas højeste sanddyne, Dune du Pilat i Arcachon, måtte opgives. Vi havde aftalt med Göran og Agneta at mødes i Bordeaux for sammen at tage til San Sebastián i Baskien. I Hendaye, ved den spanske grænse, måtte vi skifte både tog og station, fordi jernbanen langs kysten i Baskien drives af Euskotren, et selskab udenfor Interrail-samarbejdet. Det vidste vi på forhånd takket være Tågsemester-gruppen på Facebook. Afstanden mellem SNCF-stationen og Euskotren-stationen var kun femoghalvfjerds meter, og billetten til den korte rejse var meget billig.

San Sebastián er virkelig lige så smukt, som vi har set på alle billeder. Byen er indrammet af to høje halvøer med en hesteskoformet sandstrand imellem.

Gaderne i den gamle by-del er bilfri og meget gåvenlige.

Der er flere michelinkroge og pintxosbarer over det hele. Vi sprang de førstnævnte over og koncentrerede os på den baskiske variant af tapas, pintxos. For en billig penge kunne man få velsmagte anretninger/småretter og et glas vin dertil. Skaldyr var nemt at finde, ligesom tortilla.”

Saint-Jean-de-Luz og Pyrenéerna

Göran og Agneta havde planlagt at besøge Prado i Madrid, så for anden og sidste gang skiltes vores veje. Jeg var stadig sløj efter min infektion, og Ylva følte, at nu var det også hendes tur. Vi var derfor indstillet på, at vi i værste fald måtte afbryde rejsen, og det føltes derfor sikrest at ikke rejse længere sydpå. I stedet tog vi tilbage over grænsen og landede i Saint-Jean-de-Luz syd for Biarritz. 

Hotellet lå lige overfor stationen, hvilket var perfekt, for nu var Ylva så dårlig, at hun knap kunne stå på sine ben.

Vores udsigt fra hotelværelset i Saint-Jean-de-Luz: hovedbanegården med Pyrenæerne i baggrunden. Hotellet i Saint-Jean-de-Luz: bizart placeret toilet midt i spiraltrappen. Ylva var tæt på at falde, da hun skulle gå ud.

Heldigvis var hotelværelset godt lydisoleret, så der kunne Ylva ligge, mens jeg gik ud på byen for at hente pizza og febernedsættende medicin. Dagen efter var Ylva lidt friskere, så vi satte os på toget og kørte et lille stykke tilbage til en anden station i Hendaye, Les Deux Jumeaux, opkaldt efter de to klipper på den fantastiske sandstrand.

Les Deux Jumeaux i Hendaye, Saint-Jean-de-Luz og Atlantbølgerne var kraftige i Saint-Jean-de-Luz.

På vores rejser plejer vi altid at vandre langt eller leje cykler for at udforske omgivelserne. Intet af dette var aktuelt nu på grund af sygdom. Første del af rejsen (indtil Baskien) var planlagt på forhånd, men nu måtte vi improvisere ud fra helbredstilstanden og være parate til at tage hurtigtoget hjem, selvom Interrail-billetten gælder i en hel måned. Biarritz og Bayonne så vi kun gennem togvinduerne, hvilket føltes frustrerende; under normale omstændigheder ville vi gerne have stoppet op og udforsket disse steder også. I stedet kørte vi mod Toulouse, og jernbanen passerede nogle kendte steder, Pau og Lourdes.

Jeg har altid været fascineret af bjerge (måske fordi jeg er vokset op på en orkanramt, våd slette kaldet Skåne), og jeg havde endnu ikke opgivet tanken om en vandretur i Pyrenæerne. Vi fandt et Airbnb i en lille ukendt by, Montréjeau.

Boendet så udefra ud som en uanseelig garage, men indeni var det rummeligt og fint med køkken, soveværelse og stue. Da Ylva stadig havde feber, måtte jeg endnu en gang tage ud i byen for at ordne mad, som vi kunne spise hjemme. Vandring i bjergene måtte jeg forlade – men jeg kunne se dem fra vores bolig!

Middelalderlige Figeac og et øde vulkansk landskab

Nu var det tid at beslutte, om vi skulle tage de hurtige tog mod Rhônedalen og videre hjemad, eller vælge den betydeligt mere snoede og langsommere jernbane mod Clermont-Ferrand over Massif Central, et højland med naturskønne område. En for os ukendt og interessant del af Frankrig. Vi håbede, at helbredet ville blive bedre, og valgte den sidste mulighed, i henhold til vores oprindelige plan.

I Toulouse satte vi os på et langsomt regionaltog, der tog os mod den middelalderlige by Figeac. Hotellet lå lige ved floden, og Ylva var nu så frisk, at vi kunne udforske de gamle gader og bygninger fra 1400-tallet. Om aftenen blev det middag på et brasserie, og vi kunne for første gang smage det berømte mørke og kraftige rødvin fra Cahors.

Næste dag tog vi toget nordpå mod Clermont-Ferrand. Vi passerede et særpræget, barskt landskab med gamle vulkanske bjergtoppe over det hele.

Denne del af Frankrig er tyndt befolket, og toget var heller ikke fyldt op. Clermont-Ferrand var ikke et rejsemål, vi oprindeligt havde på listen, men skal man krydse Frankrig diagonalt på vej hjem, må man skifte tog der. Vi overnattede også på et upersonligt lavprishotel i byens udkant. En mil uden for byen rejser Puy de Dome sig, en berømt såkaldt lavadom, en katedral der blev dannet for ca. 10.000 år siden i mørk lavasten. Med sporvogn kørte vi til centrum med sin. Bagefter fandt vi en hyggelig korsikansk restaurant i den gamle bydel.

Hurtigtur gennem Schweiz, og modvilligt mod de nordlige breddegrader…

”Nu hvor vi er så tæt på, burde vi lige vel tage til…” var en tanke, jeg kæmpede med hele vejen hjem til Sverige. Når man befinder sig i Centraleuropa, kan man tage toget i alle retninger, hvis man har et Interrailkort. Men det kræver også, at helbredet er på top, især hvis man ikke er 17 år længere. Modvilligt var jeg nødt til at acceptere, at det nok var bedst at tage hjemad i roligt tempo. Vi kiggede på kortet for at finde en passende rute mod Schweiz og Tyskland. Storbyen Lyon tiltrak ikke, men vi var nødt til at skifte tog der. Vi nåede en frokost og en gåtur til Rhône, men varmen hindrede os at udforske mere.

Schweiz er et af de smukkeste lande i Europa, og togene er af høj klasse. Høj er også prisniveauet, og man kan blive ruineret af såkaldte roamingafgifter, hvis man har telefonen tændt. Vi besluttede os derfor at overnatte lige før grænsen. Valget faldt på Aix-les-Bains, syd for Genève. Her fandt vi et hotel tæt på stationen, men selve byen var ikke meget at skrive hjem om.. 

Både Ylva og mig var ordentligt ramt af vores infektioner, så der var ikke tale om at udsætte os for nogen strabadser. Derfor blev den næste dag en ren transportdag. Efter togskift i Genève (hvor jeg lærte fransk i tre måneder når jeg var ung) tog vi toget langs Lac Léman (Genève-søen) mod hovedstaden Bern.

I Bern var der igen togskifte, men jeg nåede at gå ud og tage et billede mod Alperne med de mægtige toppe Eiger, Mönch og Jungfrau. Jeg blev en smule nostalgisk, og minderne fra Göran og min Interrailrejse i 1972 dukkede op. Dengang besøgte vi Grindelwald ved Eigers fod.

Det føltes frustrerende at skulle forlade denne del af Europa, hvor man som togrejsende har så mange valgmuligheder; Frankrig, Østrig og Italien ligger jo på bekvem afstand. I stedet blev det Tyskland! En trøst i bedrøvelsen var de smukke udsigter fra togvinduerne, og det faktum at de schweiziske tog var både komfortable og punktlige.

I Basel er man nødt til at skifte både tog og station. Fra den schweiziske Basel SBB skal man videre til Basel Badischer Bahnhof, hvor togene mod Tyskland tager afsted. Man kan tage toget mellem stationerne, hvilket tager et par minutter. Jeg fik dog for mig, at vi skulle røre lidt på benene. Efter min hukommelse går det hurtigt at gå den strækning. Nogle personer langs vejen påstod, at det kun ville tage 15-20 minutter. Efter 40 minutters vandring nåede vi frem! På vejen havde vi krydset Rhinen, hvor folk stadigt badede i varmen i september. 

Lige nord for Basel ligger Schwarzwald, et tysk bjergområde, som vi har besøgt flere gange før. Vest for Schwarzwald flyder Rhinen nordpå og danner grænsen mod Frankrig. På kortet havde vi fundet en by til overnatning, Bad Bellingen. Det var en ret træt lille kurby med få restauranter, men flere hoteller og en smuk kurpark. Vi følte os stadigt trætte af sygdommen og vores rejse, så vi besluttede at blive en ekstra nat, for at slappe af. Vi vandrede langs Rhinen og tog os op mod med vinmarker, hvor høsten var i fuld gang. Det var stadig solrigt og varmt, selvom vi nu var i slutningen af september.

Bad Bellingen mellem Schwarzwald og Rhinen. I baggrunden har vi den franske bjergkæde Vogeserne (Vosges). Stille flyder Rhinen nordpå. Frankrig til venstre, Tyskland til højre. På vandring mod vinmarkerne udenfor Bad Bellingen. Venten på toget i Bad Bellingen.

Det føltes trygt at være tilbage i Tyskland, hvor togene (for det meste) afgår til tiden, og hvor der er mange muligheder for at improvisere, når man rejser med Interrail. Vi kunne have taget hjem direkte fra Sydtyskland med kun et togskift i Hamborg, men rigtigt lange rejser fungerer bedst, når man er 17 år. Vi besluttede at tage endnu en overnatning, og valget faldt på Hannover. Da der ikke var krav om pladsbillet, besluttede vi at tage chancen og springe denne detalje over. Det betyder, at man er parat til at skifte pladser et par gange, og på sidste strækning endte vi i en familiekupé med et ret højt støjniveau. Jeg skrev et indlæg i Tågsemestergruppen (se billedteksten nedenfor).

“Pest eller kolera: Pest: at opgive spontaniteten og booke pladsbilletter på forhånd til hele Interrail-rejsen. Kolera: at hoppe spontant på Kiel-toget i Freiburg og blive tvunget til at konstant skifte pladser. Lige nu i en supertravl familiekupé. Baglæns.”

Hannover er en by, som vi altid kun har passeret under vores mange rejser i Tyskland. Vi ankom om eftermiddagen og gik direkte til det hotel, som vi havde booket aftenen før. Derefter var det tid til at udforske Altstadt med sine fine bindingsværkshuse. Vi kunne stadigt sidde udenfor og spise i varmen den sidste aften på vores rejse, og vi skålede i vin (Ylva) og øl (jeg).

Altstadt i Hannover. Rytterstatue af kurfyrsten af Hannover fra 1600-tallet, Ernst August. I baggrunden jernbanestationen med DB-logoen, som jeg tegnede hundredvis af gange i mine skolebøger månederne efter min første “Interrailrejse” i 1972.

Den sidste rejsedag var egentlig bare en transportstrækning med nogle stop på vejen. I Hamborg var det tid til frokost og togskift. Jeg valgte en vegetar currywurst, skyllet ned med det lokale øl, Holsten. For første gang på rejsen blev der også lidt shopping – en ny kasket (den gamle slidte havde jeg glemt i ventehallen i Hendaye)

BB-Express Buffet ved Hamburger Rathausmarkt; et legendarisk currywurst-sted med over 75 år på bagen. Og så tilbage på Hamborg Hbf, hvor jeg måtte tage et billede på samme sted, hvor vi blev fotograferet 18 dage tidligere med Göran og Agneta.

Strækningen mellem Hamborg og København er en rigtig flaskehals, og pladsbilletter var obligatoriske på toget, vi valgte. Vi fik dog ikke meget glæde af dem på grund af togforsinkelser. I højtalerne fik vi nye beskeder hele tiden, og efter et hastigt, uplanlagt togskifte i Odense, endte vi endelig på et tog, der tog os til København. Der missede vi Malmø-toget med fem sekunder, men tyve minutter senere kørte næste Øresundstog. Vel fremme i Malmø var det tid til den sidste udfordring i aftenmørket: at finde erstatningsbussen til Lund. På grund af banearbejde var al togtrafik nemlig aflyst på den strækning, hvilket vi heldigvis vidste på forhånd. Køen til bussen var lang, men vi kom med til sidst, og kort tid senere kunne vi trække vores kufferter hjemad fra Lund C.

Epilog

Hvad er lighederne og forskellene mellem min første Interrail-rejse i 1972 og 2023-udgaven? Jeg mener, at oplevelsen i store træk er meget ens. Dog er spændingen nok skruet et par hak ned for en rejselysten og erfaren mand. Efter min mening er der også kommet en ulempe siden 1970’erne (selvom mange synes, det er en fordel): Antallet af tog, der kræver pladsbillet, er blevet flere. Det er selvfølgelig trygt med en pladsbillet, men spontaniteten kan i nogle tilfælde forsvinde, hvis man planlægger for meget på forhånd. Men som jeg nævnte tidligere, findes der masser af tips og råd i Tågsemestergruppen.

Fordelene er dog de samme nu som dengang: Slippe for uendelige bilkøer på de livsfarlige Autobahn. Tage tog fra by til by, direkte ind i byens centrum uden at skulle bruge tid på besværlig transfer til og fra lufthavne, eller finde parkering, hvis man tager bilen. Undgå busser og biler og i stedet gå til seværdighederne i og omkring byerne. Man kan roligt sige, at rejsen for over halvtreds år siden lagde grundlaget for min opfattelse af, hvordan en ideel rejse bør være konstrueret. Man skal tage sig fra sted til sted med egne kræfter (nå ja, med lidt hjælp fra et tog), og det skal gerne tage lidt tid. For tidsforbruget er noget, der er nødvendigt, for at den geografiske forflytning virkelig skal mærkes på en dybt plan.

Kortet over Europas jernbaner fra 1972 blev medbragt også den her gang. Jernbanelinjer er blevet tilføjet eller nedlagt siden da, men kortet var stadig et værdifuldt supplement i 2023.

Som 17-årig var man lidt stolt over, at man havde klaret at rejse rundt i Europa på egen hånd, kun med hjælp af et Interrailkort, nogle tidtabeller og et Europakort. Nu er kortet blevet erstattet af en app og mobilbillet (men papirkortet findes stadig for dem, der er skeptiske over for moderne teknologi). Også i dag er der en vis stolthed over, at vi som seniorer formåede at gøre den samme bedrift. De daglige postkort hjem til forældrene kunne vi undvære, men vores børn krævede beviser på, at vi levede – betydeligt oftere end en gang hver femte dag. De ville også have billedbeviser…